Et menneskeligt velfærdssystem – Når slow living bliver påtvunget

Af Christina Dilling-Munk, kandidat til kommunal- og regionsrådsvalget 2025 for SF.

Det er moderne at tage den med ro. Men det kræver ressourcer. Nogle er privilegerede nok til selv at kunne justere tempoet i livet og holde pauser, rejse, dyrke mindfulness eller arbejde deltid. Men mange sidder fast i lange ventelister og bureaukratiske labyrinter uden at have indflydelse på tempoet i deres liv. Den slags ”slow living” er der ikke meget livskvalitet i.

Forestil dig Louise: Hendes søn venter på ADHD-udredning. Hendes mor ligger i smerter, fordi hofteoperationen trækker ud. Og hendes far er stadig på venteliste til plejehjemsplads. I mødet med systemet hedder det nemlig ofte “mere ventetid”, “skiftende ansvar” og “videre til næste dør”. Denne langsommelighed er ufrivillig, og den trækker mentale veksler – ikke mindst for dem uden økonomisk buffer og netværk, som kan navigere omkring systemets flaskehalse.

Slow living kan være en gave, når man aktivt vælger det. Men når forløb i fx psykiatrien, hjemmeplejen eller på kommunen trækker i langdrag, skader det mere end det gavner. Vi taler om deacceleration som en vej til større velvære, mens vi har skabt systemer, der gør borgeren passiv, afhængig og i sidste ende presset og stresset.

Dem med ressourcer kan vælge at trække stikket – få den hjælp, de har brug for hurtigt, generelt leve “langsomt” – og stadig fastholde karriere og netværk. Men Louises familie har ikke valgmuligheden: De må vente på hjælp, mens livskvalitet, arbejde og børnenes hverdag i stigende grad påvirkes negativt. For Louise og mange andre ender den ufrivillige langsommelighed i fx mistede jobmuligheder og tiltagende psykisk pres. Alt for ofte møder borgere en mur af ansvarsforskydning: “Det er ikke vores opgave, ring til næste instans.” Den form for langsommelighed er ikke frisættende, tværtimod oplever mange en stor frustration over at stå i tomgang.

Med den store sundhedsreform og ikke mindst psykiatriplanen er der politiske muligheder for og midler til at lave konkrete og mærkbare ændringer for borgerne. Vi skal have meget mere fokus på, at diagnosticering, rehabilitering, omsorg og pleje sker i sammenhængende forløb. Ventetider skal ned, indgreb foretages hurtigere og komplekse forløb støttes på en passende måde, så borgerne kan fokusere på hverdagen i stedet for at skulle agere sagsbehandler i eget eller en pårørendes liv.

Vi skal fortsat stræbe efter at skabe et samfund, der gør det bedst muligt for flest muligt. Vi bør alle opleve at vores velfærdstilbud er et trygt sted at henvende os, en myndighed, der understøtter borgerne – ikke som en forhindringsbane, hvor man sendes rundt mellem instanser og konstant skal kæmpe for at blive hørt og set.